GUIDE: Køn er den ikke, men til gengæld er trøflen en rigtig Aarhus-klassiker. Her er fem fortræffelige trøfler i Aarhus og en enkelt syd for byen.
Læsernes favorit
SchweizerBageriet, M.P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C
Da Smag Aarhus’ læsere tilbage i august stemte om Aarhus’ bedste trøffel, løb SchweizerBageriet på Frederiksbjerg uovertruffent med sejren. Og der er heller ingen tvivl om, at du får en fremragende trøffel hos det klassiske Aarhus-bageri, der har solgt brød og kage i mere end 50 år. Den populære trøffel fås for 14 kroner, og du kan købe tre for 35 kroner, hvis der opstår ekstra kagesult. Bageriet byder udover de klassiske udgaver med krymmel og kokos på en eksklusiv udgave, der er overtrukket med belgisk chokolade fra den anerkendte producent Callebaut. Trøffelmassen består primært af smørbagt wienerbrød, og hvis du fortsat er i kagehumør efter dén omgang, anbefaler vi at prøve et stykke af kagen “Garden,” der er lavet som en hyldest til kulturhovedstadsåret 2017 og består af pistacie, mælkechokolade og nødder. God appetit!
Snasket på Strøget
Sallings bagerafdeling, Søndergade 27, 8000 Aarhus C
Der er tit kø til bagerafdelingen i Salling på Strøget, og vores gæt er, at mange aarhusianere står i kø for at købe stormagasinets trøfler. De velsmagende trøfler er i hvert fald snaskede på den rigtige måde og står fint stablet ovenpå hinanden på store, lokkende fade på bagerdisken. Prisen er blot 8 kroner stykket eller 20 kroner, hvis du køber tre. Trøflerne er lavet af kager fra dagen før, hvor kanelstænger og wienerbrød giver masser af smag og en fugtig konsistens, og de er på klassisk vis rullet i enten chokolade eller krymmel. Når du har købt din trøffel i bagerafdelingen, er det svært at finde et bedre sted at nyde den end på stormagasinets spritnye tagterrasse Salling Rooftop, der har en fortrinlig udsigt over byens tage. Hvis du på vej ud på gågaden får lyst til lidt mere bagværk, foreslår vi at købe et par af bagerens delikate tunesiske kaffebrød med marcipanmasse og chokolade med hjem til kaffen.
Rustik københavner
Lagkagehuset, M.P. Bruuns Gade 34, 8000 Aarhus C
Bagerkæden Lagkagehuset åbnede sit første bageri i København, og her kalder man trøfler for romkugler. Derfor finder du ingen trøfler i den velbesøgte bagerbutik på M.P. Bruunsgade, der slog dørene op for de aarhusianske kageelskere i 2013. Hvis du ser bort fra navneforvirringen, er der dog ikke en finger at sætte på Lagkagehusets romkugler. Kagemassen har en frisk og kraftig smag af chokolade, konsistensen er tilpas fugtig, og romkuglen har en størrelse, der kan mætte de fleste. Udseendet er rustikt med et overtræk af chokoladekrymmel, og prisen er rimelige 14 kroner. Hvis den kuglerunde kage ikke slår til, når der inviteres gæster til eftermiddagskaffe, foreslår vi at prøve Lagkagehusets fortrinlige Othellolagkage med syltetøj, creme og makroner til 134 kroner. Bagerbutikken på Frederiksbjerg byder også på fortrinligt brød og har netop fået en søsterbutik i stormagasinet Magasin ud mod Store Torv.
En trøffel til turen
Langenæs Bageriet, Langenæs Allé 14, 8000 Aarhus C
Det er ikke uden grund, at den navnkundige Aarhus-bager Langenæs Bageriet er et populært sted for elskere af kager, brød og sandwiches. Kvaliteten er sædvanligvis i top i butikken, der siden 1984 har langet bagværk over disken, og siden den spæde start er bageriet vokset fra beskedne 30 kvadratmeter på Langenæs til at have filialer i Højbjerg, Risskov, Vejle, Horsens og Viborg. På trøffelfronten er bageriet godt med og lokker med en version lavet af wienerbrød, chokoladekage og en god sjat romessens, der giver trøflerne den rigtige smag. Kuglerne er trillet i chokoladekrymmel og kan købes for 11,50 kroner stykket, og vi foreslår at nyde dem i selskab med en god kop kaffe i bageriets café. Hvis du er i bil, har Langenæs Bageriet sin egen drive-in, som gør det muligt at købe de søde sager direkte fra bilen. Vi tør godt love, at køreturen bliver markant bedre med en Langenæs-trøffel i hånden.
Håndrullet på Trøjborg
Fru Nielsens Bageri, Tordenskjoldsgade 18, 8200 Aarhus N
Det er ikke kun i midtbyen, at du finder forrygende trøfler. På hjørnet af Tordenskjoldsgade og Niels Juels Gade på Trøjborg ligger Fru Nielsens Bageri, der byder på en trøffel for rørende 6,50 kroner – det må være en af byens billigste. Prisen er tilmed 24 kroner for fem styk, hvis familie og venner også skal have én med til kaffen. På trods af den lave pris holder trøflerne et højt niveau, hvor konsistensen er perfekt saftig, og den fås i tre håndrullede varianter med henholdsvis tivoli-krymmel, chokoladekrymmel og kokos. Fru Nielsens Bageri er et klassisk håndværksbageri med masser af brød og kager på menuen, og hvis trøflerne ikke lokker, byder de venlige ekspedienter blandt andet på frisksmurte sandwiches, kajkager, jordbærtærter og hjemmebagte småkager til den søde tand. De lave priser gør, at de fleste kan være med, og der er ingen grund til at snyde dig selv for bagværket på Tordenskjoldsgade.
Lækkerier på landet
Fru Møllers Mølleri, Bjeragervej 35, 8300 Odder
Vi indrømmer, at beliggenheden er et stykke uden for Ringgaden. Faktisk tager det en halv times tid at køre fra Aarhus C til Bjerager syd for Odder. Men til gengæld byder turen på et lille stykke af kagehimlen, når bilen når frem til gårdbutikken ved navn Fru Møllers Mølleri. Butikken har sin egen bager og byder på sublime trøfler, der er lavet af kager blandet med syltetøj og kakao, som efterfølgende er dyppet i chokolade. Bageriet har altid trøfler med kokos på hylden, og fra tid til anden eksperimenteres der også med kakao, lakrids, frysetørrede bær og hasselnøddeflager. En trøffel koster 12 kroner, mens tre fås til 30 kroner, og de søde sager kan passende nydes i de landlige omgivelser sammen med en kop kaffe fra butikkens eget kafferisteri. Hvis appetitten er til mere, byder gårdbutikken også på alt fra langtidshævede surdejsbrød og velvoksne kanelsnegle til smørbagte solbærsnitter og hjemmelavet syltetøj.
Indlægget Seks fortræffelige trøfler i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.