Quantcast
Channel: Smag Aarhus
Viewing all articles
Browse latest Browse all 3143

5 syndige fastelavnsboller i Aarhus

$
0
0

GUIDE Februar er lig med fastelavnsboller, og her får du en guide til 5 syndige fastelavnsfristelser, du skal prøve.

Af Maria Andersen

Fastelavn er oprindeligt en gammel middelalderfest dagen før fasten, hvor man havde et kæmpe ædegilde for at holde sulten for døren i fastetiden. Dengang var fastelavnsbollerne lavet af hvedemel, rosiner og kardemomme, men nu om dage er der som bekendt andre og mere kalorieholdige fastelavnsboller på suppen. Det klassiske bagværk er opgraderet med alt fra marcipan og chokolade til frugtige bær, og vi giver dig her 5 gode bud på, hvor du kan købe de syndige fristelser i Aarhus.

Overdådige lækkerier syd for Ringgaden
Langenæs Bageriet, Langenæs Allé 14, 8000 Aarhus C 

Den kendte bager syd for Ringgaden sætter trumf på, når det kommer til fastelavnsboller. Langenæs Bageriet disker op med både de gammeldags wienerfastelavnsboller og de overdådige med masser af flødeskum, og især sidstnævnte kan gøre januar måneds helseræs overflødigt. I den klassiske udgave kan du vælge mellem nougat eller remonce, som går godt til kageelskere med en sød tand, og hvis du er mere voksenagtig, kan du vælge varianterne med mokka eller svesker. Bageren har også et lille cafeområde, hvor du kan nyde hele balladen med en kop kaffe til. En vigtig detalje er, at Langenæs Bageriet har åbent fra 6 til 19, så du kan godt nå at hente lidt lækkert med hjem til aftenhyggen, selvom klokken bliver over fem.

Læs også: 5 kanongode kagesteder i Aarhus

Franske fristelser over for Magasin
Briancon, Åboulevarden 53, 8000 Aarhus C

Det franskinspirerede bageri over for Magasin er opkaldt efter den franske alpeby Briancon og har både håndværket, visionen og holdningerne på plads, når der bages brød og bagværk. Hos Briancon går kvalitet og gode råvarer hånd i hånd, og det gælder også for fastelavnsbollerne, som du kan få i flere udgaver. Bageriet bager fastelavnsbollerne med smør og uden nogen former for blandingsprodukter eller andre genveje, og det kan smages, skal vi hilse og sige. Briancon frister dig med fire typer fastelavnsboller, der både dækker over velkendte klassikere som creme og chokolade samt to friske varianter med henholdsvis hindbær og havtorn, der udfordrer den traditionelle fastelavnsbolle. Fik vi nævnt, at chokoladen naturligvis er fra topproducenten Valrhona?

Flødeskum for alle pengene på Bruunsgade
Lagkagehuset, M.P Bruunsgade 34, 8000 Aarhus 

Lagkagehuset i den travle M.P. Bruuns Gade på Frederiksbjerg er en moderne bager med et bredt udvalg inden for brød og bagværk, og fastelavnsboller er selvfølgelig ingen undtagelse her i februar. Lagkagehuset har fire varianter, som består af flødeskum med enten svesker, syrlige rabarber eller sværvægteren med marcipan. Du kan også vælge den plain udgave kun med flødeskum og chokoladeglasur på toppen, hvis du ikke er til de store fastelavns-fiksfakserier. Lige meget hvad du vælger, er mængden af flødeskum stor, og man forstår pludselig, hvad dagene før fasten handlede om i middelalderen. Med andre ord kan du være sikker på, at en fastelavnsbolle fra Lagkagehuset holder den værste lækkersult fra døren et stykke tid.

Læs også: 5 gourmetbagere du skal besøge

Frisk og økologisk på Frederiksbjerg
Emmerys, M.P. Bruunsgade 49, 8000 Aarhus C

Den økologiske bager på Frederiksbjerg byder på tre festlige fastelavnsboller, der frister i den festlige højtid. Her er der tale om den gammeldags udgave lavet på en blanding af wienerdej og almindelig bolledej. Det kan lyde som en lettere udgave end de flødeskumsfyldte udgaver, men sådan hænger det ikke sammen – og sådan skal det heller ikke være, hvis traditionen skal følges. Inde i det runde og syndige bagværk gemmer der sig fyld af enten chokoladecreme, æble eller hindbær, der alle har fået en god klat glasur på toppen. Emmerys udgave er genial, hvis ikke du er til flødeskum, og det er forfriskende med to frugtige varianter, der kan skabe et modstykke til den søde wienerdej. Og så er det en fordel, at hele molevitten er økologisk og bagt på selve dagen.

Bagt i stenovn i Mejlgade
Mor Anna, Mejlgade 5, 8000 Aarhus C

Den kombinerede bager og deli i Latinerkvarteret ejes af folkene bag den klassiske Aarhus-café Casablanca og er på kort tid blevet et populært sted for folk, der sætter pris på kvalitet på tallerkenen. Delien har de lækreste varer i køledisken, og hylderne bugner af lækkert bagværk og gode brød. Her op til fastelavn har Mor Anna naturligvis også fastelavnsboller, men i modsætning til de øvrige bagere kører stedet udelukkende med én variant. Den kan til gengæld med lethed hamle op med enhver bedstemors opskrift og er lavet på gammeldags manér med masser af smør og sukker. En ekstra detalje er, at bollen er bagt i en stenovn, hvilket giver et rustikt element, der supplere de øvrige smagsnuancer af hjemmekogt creme, chokoladeganache og rå chokolade. Velbekomme!

Læs også: 5 oversete caféer i Aarhus

Indlægget 5 syndige fastelavnsboller i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 3143