Menuen behøver ikke stå på tarvelig fastfood og friture i lange baner, når hele familien skal ud at spise. Her er seks aarhusianske restauranter i børnehøjde.
Italiensk ved banegården
Restaurant Gäst, Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C
Er der noget mere børnevenligt end italiensk mad? En af byens bedste restauranter på den italienske front er Restaurant Gäst, der ligger i stueetagen af Scandic Hotel Mayor på Banegårdspladsen. Trods et køkken i topform byder stedet på en børnevenlig atmosfære, og personalet er gode til at håndtere de små poder. Tilmed er der masser af underholdning uden for vinduerne i form af en lind strøm af busser til og fra banegården. Guldklumperne kan lige nu sætte tænderne i dagens børnepastaret eller hjemmelavet ravioli med ærter og jomfruhummer, mens de voksne kan kaste sig ud i en havtaske med fennikel og ramsløg eller sommerbuk med grønne asparges. Til dessert falder chokolademoussen med appelsin og hasselnød med garanti i god jord hele vejen rundt. Priserne starter ved 99 kr. for forretterne, og fire retter kan fås for 400 kr. Kommer familien mandag-torsdag, er der hverdagsrabat med to retter for 200 kroner.
Tapas på Frederiksbjerg
Forlæns & Baglæns, Jægergårdsgade 23, 8000 Aarhus C
Stemningen er uhøjtidelig, og menuen står på fingervenlige hapsere i en lind strøm. Med andre ord er tapasbaren Forlæns & Baglæns i Jægergårdsgade perfekt til børnefamilier, der vil springe over kødsovsen derhjemme. Selv beskriver restauranten sig som et lille sted, hvor håndværk, smag, atmosfære og samvær er de vigtigste ingredienser. Vi kan tilføje, at kvaliteten af maden på tallerkenerne også er i top. Prøv for eksempel en anretning med ost, pølse og oliven, en kartoffel/chorizopande eller de stegte rejer med aioli, der uden tvivl hitter hos børn og voksne. Andre børnevenlige retter er stedets kyllingebryst med fetasalat og kartoffelfritterne med rosmarinsalt. Priserne starter ved 55 kr., og familien kan med fordel købe flere retter og dele dem ved bordet. Stedet laver i øvrigt også fortrinlige drinks, så hvis mor og far en dag er på date night uden børn, sidder menuen med to cocktails, to tapas og to glas vin til 425 kr. lige i skabet.
Burgere på Trøjborg
The Burger Shack, Otte Ruds Gade 106, 8200 Aarhus N
En ny-klassiker på den aarhusianske burgerscene er The Burger Shack, som efter flere år i et lille lokale på Frederiksgade netop har udvidet med en større restaurant på Trøjborg. Det nye spisested har plads til hele familien, og både små og store går med garanti mætte fra bordet efter at have indtaget de smagfulde burgere i Aarhus N. Prisen for en menu med burger, sodavand og pomfritter er konkurrencedygtige 85 kr., og det hele kan tilmed spises med god samvittighed: Køkkenet arbejder ud fra en bæredygtig tilgang, hvor grøntsagerne er økologiske, og kødet til bøfferne kommer fra fritgående køer. En fin detalje er, at folkene bag disken drysser fritterne med frisk timian og revet parmesan, hvilket giver fortrinlig smag, og hvis mor eller far kører den sunde stil, kan bøffen skiftes ud med et fedtfattigt kyllingebryst eller en grillet sojaproteinbøf. The Burger Shack vandt sidste år prisen for byens bedste burgere på websitet AOA
Amerikansk ved åen
Memphis Roadhouse, Christiansgade 32, 8000 Aarhus C
Amerikanerne har alle dage været gode til børnevenlig comfort-food, og hvis familien skal have en smag af staterne i Aarhus, skal turen gå til Memphis Roadhouse ved åen. Det lille spisested byder på en perlerække af barbeque-klassikere, som laves fra bunden i køkkenet bagerst i lokalet. Læg for eksempel ud med en forret i form af popcornrejer (!) eller en omgang klassiske hotwings. Herefter kan hovedretten lyde på velsmagende spareribs under navnet Kansas City Ribs, der er røget seks timer over bøgetræ. Eller hvad med en såkaldt Lil’ Bucket Fried Chicken, der dækker over en stegt kylling med masser af sydstatssmag? Er der mere appetit efter dén omgang, kan måltidet afsluttes med et stykke af den meget autentiske Snickers-tærte. I glasset kan mor og far nyde et glas californisk rødvin, mens de glæder sig over de rimelige priser, der starter ved 69 kr. for en forret, 149 kr. for en hovedret og 60 kr. for en dessert.
Pizza på Tordenskjoldsgade
Fratelli Pizzeria, Tordenskjoldsgade 81, 8200 Aarhus N
Aarhus’ bedste pizza. Sådan lød dommen sidste år over Trøjborgs pizzarestaurant Fratelli i en læserafstemning på webmediet Smag Aarhus, så hvis familien har lyst til pizza, kan GPS’en med fordel indstilles på Aarhus N. De sprøde pizzaer er autentisk italienske med en tynd bund og topping af gode råvarer, og menukortet byder på masser af muligheder for børn og voksne. Ungerne kan for eksempel sætte tænderne i en klassisk Margarita med tomat og mozzarella eller en Frutti med skinke og ananas, mens mor og far kan få smæk for skillingen med en spicy Diavola med salami eller stille sulten med en Quottro Formaggi med fire slags ost. Priserne starter ved 60 kr. for en pizza, så der er også råd til en lille forret bestående af eksempelvis lakse-carpaccio eller mozzarella med olivenolie. Desserten kan passende indtages hos naboen Dolce Vita, der laver italiensk is i en stribe lækre varianter.
Økologisk på Guldsmedgade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C
Er familien til øko-mad og cool Berlinerstemning, er restauranten Langhoff & Juul i Guldsmedgade lige i øjet. Stemningen i det rå lokale er afslappet med masser af plads til ungerne, og menukortet byder på velsmagende retter lavet af økologiske råvarer. Prøv for eksempel en friteret sej med skaldyrssuppe eller kartofler med rygeost til forret efterfulgt af en hovedret med kylling og ærter eller kalveculotte og perlebyg. Desserten kan lyde på rabarbermazarin med sorbet eller fyldte chokolader med skovmærke-is, som i lighed med resten af menuen kan indtages i restaurantens gårdhave, hvis vejret tillader det. Tre retter koster 358 kr., og for 250 kr. ekstra kan mor og far få en vinmenu oven i hatten. Bonusinfo: Restauranten er startet af blandt andet Jonas Langhoff, der også har fingrene med i den grønne café Greenilicious i Magasin og den nystartede gourmetrestaurant Ghrelin på Aarhus Ø.
Indlægget 6 børnevenlige restauranter i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.