GUIDE: Det behøver ikke altid ende med en caféburger, når frokosten skal indtages ude i byen. Her er seks skarpe restauranter med lækker frokost på menuen.
Bistrostil ved åen
Ferdinand, Åboulevarden 28, 8000 Aarhus C
Et af de bedste spisesteder ved åen i Aarhus er den stilfuldt indrettede Ferdinand, der får ros for sin gastronomi i den seneste udgave af den prestigefyldte Michelin-guide. Restauranten har til huse på hotellet af samme navn og byder på en stribe retter, der alle laves med inspiration fra det franske bistrokøkken. Stil eksempelvis sulten med en kraftig hummersuppe med masser af fennikel eller en velsmagende chevre chaud-salat med grillet gedeost, syltede rødløg og græskar. Eller hvad med en fuldvoksen ribeye-steak på 200 gram, der naturligvis serveres med bearnaisesauce og pommes frites i bedste bistrostil? I glasset kan man snuppe et glas vin fra det omfangsrige vinkort, der har noget for enhver smag og pengepung. Skal den søde tand tilfredsstilles med en dessert, kan måltidet rundes af med en flamberet isbombe med chokolade og mango. Priserne starter ved 125 kr. for lune retter og 95 kr. for desserter.
Udsigt til golfbanen
Restaurant Unico, Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg
Hvad med en frokost i det grønne? Ved Moesgaard Skov syd for Aarhus lokker restauranten Unico med en håndfuld klassiske frokostretter, der kan indtages med flot udsigt over den nærliggende golfbane. Kødelskere kan bestille en wienerschnitzel med smørsauce og kapers, mens fiskefans kan kaste sig over færøsk laks med dild og spinat eller et ærkedansk stjerneskud toppet med kaviar. Til ungerne er der ingen vej uden om de fortrinlige fish ’n’ chips, der laves med fisk fanget ved Bønnerup Strand på Djursland. Priserne starter ved 89 kr., og kan man ikke vælge blandt mulighederne på kortet, kan man få en menu med tre eller fem retter efter køkkenets valg for henholdsvis 275 kr. og 385 kr. Unico drives af den kokkeuddannede Anders Udengaard, der også ejer restauranten Vestergade 51 i midtbyen. Bemærk, at menuen er anderledes om søndagen, hvor frokosten består af et fast ad libitum-tilbud.
Bøffer ved banegården
MASH, Banegårdspladsen 12, 8000 Aarhus C
Indretningen med knaldrøde lædersofaer og hvide fliser på væggene falder nok ikke i alles smag, men der er intet at udsætte på maden hos steakrestauranten MASH, der ligger i stueetagen på Hotel Ritz ved banegården. Stedet er et must, hvis der skal velhængte bøffer på frokosttallerkenen, og menukortet rummer en lang række udskæringer fra det meste af verden. Et godt køb er den såkaldte striploin af uruguayansk Angus-kvæg til 225 kr. eller den danske oksefilet, der koster lidt mere. Er bankrådgiveren med på det, kan man også gå hele vejen til kødhimlen med en amerikansk ribeye på solide 600 gram til 575 kr. Tilbehøret består af forskellige saucer, fritter og grøntsager, og ikke mindst bearnaisesaucen og de friterede løgringe sidder lige i skabet. Menuen rummer også billigere retter, hvis bøfferne er til den dyre side. MASH er en del af en kæde med restauranter blandt andet London, København og Hamburg.
Gourmet på Frederiksbjerg
Nordisk Spisehus, M. P. Bruuns Gade 31, 8000 Aarhus C
Med flotte anmeldelser i alt fra Jyllands-Posten og Børsen til den nordiske restaurantguide White Guide er der ingen tvivl om det høje niveau hos gourmetrestauranten Nordisk Spisehus, der i en årrække har ligget midt på M. P. Bruuns Gade. Frokostmenuen i det rummelige lokale skifter løbende og består lige nu af seks mindre retter i form af blandt andet svinebryst med rødbede, torsk med fennikel og æble med karamel. Prisen er 89 kr. per styk, og tjenerne anbefaler to til tre retter, hvis man vil være mæt. Med lidt god sult kan man dog sagtens spise fire eller fem, hvis man vil prøve lidt af hvert. Giver maden lyst til mere, kan man kigge forbi stedet om aftenen, hvor køkkencheferne Jacob Freitag og Kasper Pelle Christensen byder på en tastingmenu inspireret af Michelin-restauranter fra hele verden. Bag Nordisk Spisehus står rigmanden Frantz Longhi, der også driver madmarkedet Aarhus Central Food Market ved Strøget.
Fisk i Latinerkvarteret
Mefisto, Volden 28, 8000 Aarhus C
Østers, hummer, sild, laks og rødspætte. Der er havdyr for alle pengene hos restauranten Mefisto, der ligger i den hyggelige brostensgade Volden i Latinerkvarteret. Frokostsulten kan blandt andet stilles med en luksuriøs burger med hummer og trøffel, en franskinspireret fiskesuppe med aioli og croutoner eller en pandestegt rødspættefilet med remoulade og agurkesalat, hvis man er mest til det danske køkken. Priserne starter ved 98 kr., og kan man ikke vælge, har restauranten frokostmenuer med to og tre retter til henholdsvis 278 kr. og 298 kr. Er humøret til en dessert, kan måltidet rundes af med en sprød vaffel med ananas og kokosis eller et stykke saftigt chokoladekage med passionsfrugtsorbet. Vil man gøre Mefisto-ejer Lars Kyllesbech kunsten efter, har restauratøren for et par år siden udgivet en fiskekogebog med masser af opskrifter for både begyndere og øvede amatørkokke.
Smørrebrød ved havnen
Klokken, Mindegade 6, 8000 Aarhus C
Med en førsteplads på anmeldelsessiden TripAdvisors liste over Aarhus’ bedste frokostrestauranter er spisestedet Klokken i Mindegade ved havnen et godt bud, når måltidet midt på dagen skal indtages ude i byen. På menuen er en række vellavede udgaver af danske klassikere, som serveres i habile portioner til rimelige priser. Prøv for eksempel et stykke smørrebrød med stegt rødspættefilet eller tre slags sild serveret med karrysalat, kapers og rødløg. Er appetitten til mere, kan man sætte tænderne i en omgang stegt flæsk med kartofler og persillesovs eller stedets slagkraftige stjerneskud, der laves med paneret fisk, dampet fisk, rejer og laks. Tørsten kan slukkes med en Ceres Top eller en autentisk flyversjus, der på ægte mormor-manér er lavet af snaps og citronvand. Priserne starter ved 75 kr. for smørrebrød og 89 kr. for lune retter. Bonusinfo: lokalerne husede tidligere den berygtede stripklub La Belle.
Indlægget 6 skarpe frokostrestauranter i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.