Der er ingen grund til at gå på kompromis med maden, når hele familien skal med ud at spise.
Familierestaurant behøver ikke at være ensbetydende med tarvelig fastfood og friture i lange baner. Aarhus har en række fortrinlige spisesteder, hvor maden er i top, og hvor børn er meget velkomne. Her er seks aarhusianske restauranter i børnehøjde.
Økologisk på Guldsmedgade
Langhoff & Juul, Guldsmedgade 30, 8000 Aarhus C.
Er familien til økologiske lækkerier og cool Berlinerstemning, er den kombinerede café og restaurant Langhoff & Juul i Guldsmedgade et klart hit. Menukortet oser af kvalitet, og stemningen er afslappet med masser af hjemlig hygge. Med andre ord er stedet perfekt, når familien vil springe aftensmaden derhjemme over og spise ude i byen. Menukortet byder på forskellige muligheder til børn og voksne, og det flamberede ungkvæg fra friland med svampe og spinat-pasta vil uden tvivl falde i hele familiens smag. Alternativt kan I bestille den glaserede gris med sprøde svær, grillet porre og rosmarinsauce. Lige meget hvad bør hovedretten følges op af vaniljeparfait med stegte ris, kirsebærflager og mousse til dessert. To retter koster 258 kroner, og mor og far kan smide en vinmenu oveni til 190 kroner. Det er vist ugens bedste deal! Restauranten er startet af Nina Juul og Jonas Langhoff, der også danner par i privaten.
Italiensk på Banegårdspladsen
Restaurant Gäst, Banegårdspladsen 14, 8000 Aarhus C.
Italiensk mad er per definition børnevenligt, og en af byens skarpeste restauranter på den italienske front er Restaurant Gäst, der for nylig fik prisen som Årets Bedste Nye Restaurant 2016 af websitet AOA. Spisestedet ligger i stueetagen af Hotel Mayor på Banegårdspladsen, og trods et køkken i topform byder stedet på en børnevenlig atmosfære. Personalet er gode til at håndtere de små poder, og restauranten har en hyggelig stemning, selvom man lige skal vænne sig til de mange busser uden for vinduerne. Guldklumperne kan sætte tænderne i pastaretten Cacio é Pepe, måske med reduceret peber, og de voksne kan kaste sig ud i en slethvar med selleri, broccoliskud, løg og persille. Til dessert kan familien bestille chokolademoussen med syltede blommer og blommesorbet, der utvivlsomt falder i god jord hele vejen rundt. Kommer I mandag, tirsdag eller onsdag, får I forret og dagens pastaret til kun 198 kroner.
Børnevenlige pizzaer ved åen
Grappa, Åboulevarden 60, 8000 Aarhus C
Centralt placeret ved åen ligger den italienske restaurant Grappa, som lige nu indtager pladsen som byens næstbedste pizzasted på anmeldelsessiden TripAdvisor. Og det forstår vi godt. Restauranten begejstrer med en moderne udgave af det klassiske, italienske køkken, og den uformelle stemning gør, at børn og barnlige sjæle føles ganske velkomne. Ungerne vil elske Grappas pizzaer, der fås i en række varianter lige fra den børnevenlige margarita til voksenpizzaer med eksempelvis trøffelsalami og røget provolaost. Er familien ikke i pizzahumør, frister kortet også med italienske specialiteter som lasagne, risotto og ikke mindst masser af pastaretter. Fik vi nævnt, at desserten blandt andet lyder på tre slags italiensk is fra ismejeriet Kastberg med mandelcrumble og bærkompot? Ejerne står også bag søsterrestauranten Grappa Al Porto ved Europaplads, der ligeledes er et besøg værd, hvis hele familien skal ud og spise.
Hapsere på Klostertorvet
CanBlau, Klostertorvet 9, 8000 Aarhus C
Tidens trend tilsiger delemad og såkaldt social dining, men den spanske tapasrestaurant CanBlau på Klostertorvet med køkkenchef Jimmi Holm ved roret har faktisk serveret delevenlige retter i mange år. Og det er noget, der rykker, når familien er ude at spise. Ingen hvide duge eller fine fornemmelser, men derimod casual stemning og tilladelse til at hapse løs af de mange tapasretter, som tjenerne sætter på bordet med rund hånd. Menukortet har over 50 forskellige tapas, og til børnene anbefaler vi de friterede kartofler patatas bravas, den fortrinlige briocheburger og kødbollerne under navnet albondigas. Kan I ikke overskue de mange valgmuligheder, kan I bestille husets tapasmenu til 328 kroner per næse med fire kolde tapas, fire varme tapas, mandler, brød og oliven serveret på deletallerkener. Så kan mor og far passende smide en vinmenu oveni til 248 kroner for tre glas vin fra restaurantens egen vinkælder. Muy bien!
Burgere ved Klosterport
Grillen Burger Bar, Klosterport 2, 8000 Aarhus C
Findes der nogle børn, der ikke kan lide burgere? Nej, vel. I Aarhus er burgerbarerne poppet op på stribe de seneste par år, og vores børnefavorit er burgerrestauranten Grillen Burgerbar, der ligger i stilede, sorte lokaler ved Klosterport. Her er der i bedste amerikanske diner-stil masser af plads til hele familien, og både burgere og fritter lige i skabet. Bøfferne er lavet af 100 procent fritgående Hereford-kvæg, bollerne er smørristede briocheboller, og fritterne er sprøde på den helt rigtige måde. Burgerne bærer kryptiske navne som ”John Doe” og ”Treat Me Good”, og de kan, tro det eller lad være, bestilles uden bolle, hvis mor eller far er kulhydratforskrækkede. En menu med burger, fritter og dyppelse fås for rørende 109 kroner, og i glasset kan børnene passende få en af stedets milkshakes, der laves på is fra amerikanske Ben & Jerry’s. Mor og far kan nappe en af stedets amerikanske øl, for eksempel en IPA fra bryggeriet Brooklyn Brewery.
Uformel atmosfære på Strøget
Aarhus Central Food Market, Skt. Knuds Torv 7-9, 8000 Aarhus C
Det nye madmarked Aarhus Central Food Market ved Strøget er selvsagt ikke en restaurant i klassisk forstand. Til gengæld er gastronomien i den overdækkede madhimmel på højde med de fleste af byens restauranter, ligesom den uformelle atmosfære gør stedet særdeles børnevenligt. Det vigtigste, og til tider det sværeste, er at få shanghajet et bord, hvor hele familien kan sidde. Men når det er gjort, er det blot om at få bestilt. Vores favorit er den italienske bod Pomodoro, som bestyres af kokkebrødrene Lasse og Michael Koch. Prøv for eksempel deres udgave af klassikeren carbonara eller pastaretten med pesto og syltede tomater. Andre børnevenlige muligheder er asiatisk fingerfood fra BangKoch eller sushi fra Letz Sushi. Til dessert er der ingen vej uden om de sprøde, karamelliserede vafler fra den belgiske bod Liège, som tilbyder den søde specialitet med chokoladestænger stukket igennem. Så er der ikke et øje tørt, vel?
Indlægget 6 børnevenlige restauranter i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.