Vil du prøve noget andet end de sædvanlige caféer ved åen? Her er 6 oversete caféer, som er et besøg værd.
Hvis du er på jagt efter et alternativ til clubsandwich og nachos på caféerne ved åen, har Aarhus en række spændende alternativer. Rundt omkring i byen ligger der caféer, som nok er mere ukendte, men som har en kvalitet, stemning og vibes helt i top. Her er 6 fortrinlige caféer, som bør stå på din liste, næste gang du er på jagt efter et sted til brunch, frokost, aftensmad eller blot en kop kaffe.
Økologi på Strøget
Café Grene, Søndergade 11-13, 8000 Aarhus C
Søstrene Grene på Strøget er da en butik, ikke? Yes, men den prisbillige forretning har også sin egen café, hvis du tager rulletrappen ovenpå. Café Grene er gennemført hyggelig, og på menuen finder du et fint udvalg af morgenmad, brunch, salater, frokosttallerkener, pastasalater, rugbrødssandwicher, kaffe, kage og juice. Caféen har det økologiske sølvmærke, hvilket indebærer, at der bruges 60-90 procent økologiske råvarer. Men ikke desto mindre er priserne rørende billige, og du kan sagtens få et mættende måltid for en flad halvtredser eller lidt mere. Vi anbefaler at prøve deres tærte med pastasalat, som er perfekt, hvis du er småsulten og har brug for en optankning efter shoppeturen på Strøget. Du kan passende runde af med en kop kaffe og en af de hjemmelavede kager, før du går. Har du travlt og vil have din mad to go, sparer du 10 procent ved at købe maden som takeaway.
Mormorstemning ved Domkirken
Kvindemuseets Café, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C
På Kvindemuseets Café ved Domkirken emmer der af mormorstemning. De fine gamle møbler, duften af hjemmebagt brød og mad lavet fra bunden skaber en hyggelig ramme om et besøg på caféen, hvor du få et enkelt og mættende måltid uden de store dikkedarer. Skal du have frokost, kan du eksempelvis snuppe en gammeldags æggemad på hjemmebagt brød med rejer, pesto, relish og grønt for 85 kroner. En anden mulighed er dagens suppe for 79 kroner eller den sunde salat, der serveres med hummus, oliven og stenalderbrød for 92 kroner. Folkene bag disken går meget op i økologi, og caféen fik forrige år et økologisk guldmærke som bevis på, at maden er 90-100 procent økologisk. Caféen er i øvrigt en integreret del af udstillingen med gamle møbler, smykker og billeder, og det er oplagt at tage en rundtur på det lille museum, nu du er der alligevel.
Hindbærsnitter på Munkegade
MoccaCity, Gl. Munkegade 19, Aarhus C
“Verdens bedste hindbærsnitter.” Sådan står der på skiltet ude foran Ulla Dahls lille café MoccaCity i Gl. Munkegade, og Ulla lyver ikke. Snitterne bager hun lige bag ved disken, og de har en fantastisk konsistens i bundene, sødme fra bærrene og fyldig glasur toppet med små røde hjerter. Og så er de oven I købet ikke engang dyre. Trods den begrænsede plads er det en oplevelse at sidde og få en kop te eller kaffe på den lille café, mens Ulla med stedvis assistance varter gæsterne op og ruller dej ud bag ved disken. Caféen har er et stort udvalg af kaffe og ikke mindst te, og udover hindbærsnitterne kan du blandt andet sætte tænderne i tunesiske kaffebrød, kanelkager, muffins og teboller. Alt bagværk er økologisk og kan både spises i butikken eller tages med hjem. Hvis du er frokostsulten, byder MoccaCity på forskellige sandwicher og salater, der også er turen til Gl. Munkegade værd.
Coolness i Thorvaldsensgade
Café Folkeven, Thorvaldsensgade 17, 8000 Aarhus C
Placeringen på Thorvaldsensgade er noget ucharmerende, men den lille Café Folkeven er ikke desto mindre et visit værd. Den cool café hed indtil for nylig VW Café og havde et gammelt folkevognsrugbrød som logo, men nu er VW-navnet forsvundet. Til gengæld er priserne stadig SU-venlige, og kvaliteten af retterne på det lille menukort skiller sig stadig ud fra de fleste andre caféer. Er appetitten til et aftensmåltid, kan du vælge mellem fem typer sandwicher med blandt andet svin eller kalv, forskellige salater og dagens gryderet til fordelagtige priser. Vi foreslår at prøve salaten med rosastegt kalv og tuncreme. Caféen har et fint udvalg af forskellige typer kaffe, og dertil kan de hjemmerullede trøffelkugler klart anbefales. Er du tidligt ude, kan du også bestille en lille morgenkomplet med ymer, blødkogt æg, marmelade og pølse. Så er dagen i gang, ikke?
Kagetapas på Mejlgade
Café Frida, Mejlgade 14, 8000 Aarhus C
Den lille Café Frida på Mejlgade åbnede forrige år og er et såkaldt afklaringstilbud til kvinder i alderen 18 til 30 år, der har brug for at komme i uddannelse eller job. Men den lille café støtter ikke kun et godt formål. Køkkenchef Mia Sambleben og hendes kolleger byder på burgere, smørrebrød, sandwicher, kager, brunch og dagens suppe i det lille lokale, og ikke mindst caféens kagetapas hver onsdag eftermiddag er særdeles populær hos aarhusianerne. Arrangementet består af et arsenal af klassiske og moderne kager, og du skal slippe blot 40 kroner for at give den fuld gas med kager i massevis. På brunchfronten vandt caféen sidste år en afstemning på websitet Smag Aarhus om byens bedste brunch, så den bliver du næsten nødt til at smage. Brunchen fås i to varianter til 120 og 155 kroner alt efter, hvor sulten du er. Bemærk at caféen kun har åbent på hverdage kl. 9.30-16.
Børnevenlig i Botanisk Have
Caféen i Væksthusene, Peter Holms Vej, 8000 Aarhus C
De nye væksthuse i Botanisk Have er med flotte kupler og flere klimazoner et besøg værd, hvis du er interesseret i blomster og planter. Men væksthusenes café er også værd at kigge forbi, hvis du er på jagt efter et velsmagende måltid mad til en billig penge i uformelle omgivelser. Caféen har både siddepladser indenfor og i en udendørs gårdhave, og menuen skifter efter årstiderne og de vekslende udstillinger på stedet. Den faste menu består af tre slags sandwicher, husets salat, grovboller med tilbehør, dagens dessert og en lille kage, som kan blive din for rørende 15 kroner. Lige nu anbefaler vi at prøve sandwichen med gravad kuller, gran, letsyltede æbler og yoghurtcreme. Caféen er meget børnevenlig og er ikke overraskende populær hos byens mødregrupper, og hvis du har småfolk med, kan de få stillet sulten med en børnetallerken og låne diverse spil og tegneremedier.
Indlægget 6 oversete caféer i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.