Fra juni byder Klostergades nye restaurant Tapashi på både tapas, sushi og cocktails.
Er du tosset med både tapas og sushi, kan du roligt begynde at glæde dig. Fra juni måned kan du nemlig få begge dele hos den nye restaurant Tapashi, der åbner på Klostergade.
Navnet er en sammentrækning af ordene tapas og sushi, og bag det nye sted står Andy Hu, der også ejer sushirestauranten Umashi i Odense.
“Jeg oplever ofte, at der i større selskaber er nogen, der ikke kan lide rå fisk. På Tapashi er der derfor fokus på både sushi og tapas, så alle kan stilles tilfredse,” siger Andy Hu.
Bredt udvalg
Tapashi får et bredt udvalg af sushi samt en del forskellige tapasretter som for eksempel kyllingespyd, tigerrejer og løgringe.
Kundegruppen vil ifølge Andy Hu typisk være unge mennesker, og priserne er derfor sat derefter. En frokost starter ved cirka 100 kroner, mens man skal regne med fra 250 kroner om aftenen. Studerende får desuden 20 procent rabat på take away.
Derudover vil der hver torsdag, fredag og lørdag være cocktailbar fra klokken 18 til 02.
En hyggelig oplevelse
Den nye restaurant får ifølge Andy Hu plads til omkring 30-35 gæster ad gangen. På de dage, hvor cocktailbaren har åbent, bliver tallet bliver lidt højere.
“Men helst ikke flere end 45 – det skal gerne være en hyggelig oplevelse,” siger Andy Hu.
I øjeblikket arbejder han på at få de sidste detaljer på plads, og den endelige åbningsdato i juni er derfor endnu uvis.
Indlægget Ny sushi- og tapasrestaurant åbner på Klostergade blev vist første gang den Smag Aarhus.