Nero Café & Restaurant får stenovns-pizzaer på menuen i de nye lokaler i Skolegade.
Når den italienske Nero Café & Restaurant slår dørene op til nye lokaler på Skolegade i slutningen af juni, bliver det med en ny tilføjelse på menukortet: Italienske stenovns-pizzaer.
De endelige varianter er endnu under udvikling, men restaurantchef Simone Seistrup lover, at der kommer noget for enhver smag.
“Og det bliver med italienske råvarer – rigtig mozzarella og parmesan for eksempel. Og så bliver det kvalitetspizzaer. Ikke slaskede fast food-pizzaer,” siger Simone Seistrup.
Antipasti-pizza
De nye stenovnspizzaer vil både blive tilgængelige i normale størrelser samt som antipasti, hvor du får serveret mindre stykker af forskellige varianter.
Derudover vil Nero Café & Restaurant hver måned tilbyde en “limited edition”-pizza, som ikke normalt vil være at finde på kortet.
“Det kan for eksempel være en pizza med gedeost i stedet for mozzarella,” afslører Simone Seistrup.
Et sted for alle
Ifølge Simone Seistrup kommer stenovns-pizzaerne prismæssigt til at ligge et sted, hvor alle kan være med.
“Vi bliver absolut ikke blandt de dyreste i byen. Vi vil skabe et sted, hvor service og stemning er helt i top, men hvor alle kan komme forbi uanset pengepung,” udtaler hun.
Ud over stenovns-pizzaer vil restauranten som vanligt have blandt andet antipasti, pasta og sandwiches på menuen.
Den nye restaurant i Skolegade får omtrent 40-50 indendørs siddepladser samt 20-25 udendørs.
Indlægget Stenovns-pizzaer rammer Skolegade blev vist første gang den Smag Aarhus.