GUIDE Efterårskulden kræver kaffe og kage, men hvor går du hen? Vi har spist os gennem byen og giver dig her 5 kanongode kagesteder i Aarhus.
Af Maria Andersen
Sommeren er ovre og forude venter dage med rusk og regn, faldende temperaturer og kortere dage. Det er med andre ord nu, du skal søge indendørs på en af byens cafeer og hygge med varme drikke og et superlækkert stykke kage. Men hvor går du hen, hvis du skal forkæle sig selv med en tur i kagehimlen? Vi har spist os igennem udvalget og fundet 5 kanongode kagesteder. Velbekomme!
Eksklusive kager for feinschmeckere
F Høj, Grønnegade 2, 8000 Aarhus C
Luksusdelien F Høj på hjørnet af Åboulevarden og Grønnegade er nok mest af alt kendt for sit smørrebrød og sin ejer Wassim Hallal, der står bag Michelin-restauranten Frederikshøj. Men den lille deli byder også på et bredt spektrum af konditorkager. Eller nærmere betegnet moussekager, som de bliver kaldt af personalet, fordi de er lavet på, ja, mousse. Udvalget består af den ene lækre smagsvariant op efter den anden, og du kan vælge mellem alt lige fra kirsebærmousse med lakrids og mousse af havtorn, marcipan og spanske mandler til blåbær med mørk chokolade med nøddebund. Du kan selvfølgelig også vælge en gammel kending med æble og karamel, hvis du er mere i humør til det. Kagetraktementet på F Høj er for dig, der går efter spiseoplevelser, som vækker sanserne, både hvad smag og udseende angår. Priserne for lækkerierne ligger på 65 kroner, men det er faktisk billigt set i lyset af, at F Høj leverer en yderst god kvalitet og en oplevelse for øje og mave. Go!
Hjemlig hygge med mocca og kanelfætre
MoccaCity, Gl. Munkegade 19, 8000 Aarhus C
MoccaCity er en overset cafe, der med sin godt skjulte placering i den lille Gl. Munkegades ikke gør meget væsen af sig. Men det er en skam. I hvert fald hvis du har et bankende hjerte for kageklassikere som hindbær- eller solbærsnitter, cookies og kanelsnegle- og muffins. Eller som MoccaCity kalder dem, kanelfætre- og kusiner. Du kan også sætte tænderne i mere eksperimenterende smagsvarianter som en muffin med blåbær-ingefær, som har et godt modspil til det søde. Når du træder ind over dørtrinnet til MoccaCity, mødes du af duften af hjemmebag og tonerne af afslappende jazzmusik, der giver den lille cafe en hyggelig, atmosfærisk stemning. Og som navnet MoccaCity antyder, kan alle herlighederne naturligvis skylles ned med velbrygget kaffe, der kommer fra Great Coffee. Kagerne er naturligvis hjemmebagte, og ejeren Ulla og hendes kolleger bager hele dagen igennem, så der altid er friske, søde sager. Er du glutenintolerant, anbefaler vi nøddekagen med blandede nødder og mørk chokolade, der i lighed med de fleste af lækkerierne kan fås for sølle 15 kroner stykket.
Kagefestival i klassiske rammer
Hos Sofies Forældre, Frederiksgade 74, st tv.
Den hyggelige café Hos Sofies Forældre er nok ukendt hos de fleste på nær diverse mødregrupper, som ofte fylder lokalerne midt på Frederiksgade. Men den selvudnævnte te- og kaffesalon, der er indrettet med gammeldags møbler, mørke gulvtæpper, malerier på væggene, hvide duge og lysestager på bordene, er lidt af en oplevelse, og ikke kun grund af den klassiske indretning. Hos Sofies Forældre er der altid intet mindre end 7-8 bombastiske kager at vælge imellem foruden flapjacks og cookies, så helsetrip og slankekure er ikke i høj kurs her. Sidst vi var forbi, fik vi eksempelvis en meget lækker snickerskage med mandler, som smagte fantastisk. Er du en ubeslutsom kagespiser, er der hjælp at hente, hvis du for den nette sum af 40 kroner går om bord i en såkaldt kagefestival bestående af fire stykker kage, hvor du får lov til at smage på det hele. Hvis du er beskeden og vil nøjes med et enkelt stykke, ligger priserne på rørende 17-40 kroner. Så har du råd til at komme igen. Og igen. Og…
Moderne bageri med traditionsrige dyder
Lagkagehuset, M.P Bruuns Gade 34, 8000 Aarhus C
I de senere år har bagerkæden Lagkagehuset åbnet butikker i de fleste større byer i Danmark, og Aarhus er ingen undtagelse. Lagkagehuset i den travle M.P. Bruuns Gade på Frederiksbjerg er en moderne bager, der udmærker sig ved et bredt udvalg inden for brød og bagværk. Sidst vi var på besøg en lørdag formiddag, var der stuvende fyldt med mennesker, der søvnigt stod og nedstirrede montrerne med det enorme udvalg. Vi sværger til kanelsneglen eller den tunge, mørke chokoladekage, og flødebollerne er også fantastiske. Men vi går heller ikke af vejen for at sætte tænderne i en jordbærkage, der står i den nette sum af 94 kroner. Priserne på lagkagerne er nok i overkanten for de fleste, men omvendt har Lagkagehuset også det bedste udvalg i Aarhus. Og så kan du sætte herlighederne til livs i den indbyggede café, hvis du ikke orker slæbe dem med hjem. Bageren er i øvrigt også til stor glæde for øko-jægere, fordi de så vidt muligt bager med økologiske råvarer, så du kan sætte tænderne i en lækker kager uden alt for meget udenoms fiksfakseri.
Himmelske kager i massevis
Småkagehuset, Frederiks Allé 102, 8000 Aarhus C
Hos Småkagehuset på Frederiks Allé er det selvfølgelig først og fremmest småkager, det handler om, og de er fortræffelige. Men den lille bager på Frederiksbjerg har meget mere end små, knasende kager at byde på. Vi nævner i flæng brød, skærekager, scones, tærter, muffins og marengskager. ”Det er næsten for stort et udvalg”, udbrød den ene halvdel af makkerparret bag Småkagehuset, sidst vi var der, hvortil kunden foran os svarede ”Ja for filan, hvor er det svært at vælge”. Herfra lyder anbefalingen, at du som minimum skal prøve chokoladeskærekagen, ligesom gulerodskagen er værd at gå efter, måske ligefrem Aarhus’ bedste af sin slags. Butikkens æble-kanel scones er også blændende. På småkagefronten er det oplagt at prøve butikkens bland-selv-koncept, som er fuldstændigt ligesom bland-selv-slik på tanken. Er du klar til en tur i småkagehimlen?
Læs guide: 5 gourmetbagere du skal besøge
Læs guide: 5 oversete caféer i Aarhus
Læs guide: 5 fremragende økocaféer i Aarhus
Foto: MoccaCity
Indlægget 5 kanongode kagesteder i Aarhus blev vist første gang den Smag Aarhus.